Kunstnere

Mads Bech Paluszewski-Hau og Susanne Paluszewski-Hau

Mads Bech Paluszewski-Hau og Susanne Paluszewski-Hau er henholdsvis lydkunstner- og komponist og billedkunstner. Begge er nytilflyttede til Marstal i efteråret 2020. Mads arbejder med lydens tilstedeværelse i rummet, det nærværende i lyden, og er interesseret i lydens væsen. Han arbejder primært med alternative lydkilder. Susanne arbejder i spændvidden mellem rum, flade og krop, ligesom hendes værker anvender medier som installation, maleri, grafik og performance. Sammen skal de udvikle et værk, der forbinder lyd og lærred i en sensorisk fortolkning af det gamle skibsskrog Bonavista.

Lokation: Skroget af skonnerten, Bonavista

Julie Østengaard

Julie Østengaard er lydkunstner og elektronisk komponist, uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium i 2018. Hun arbejder med lyd som skulpturelt og rumligt fænomen, der forenes med det instrumentelle – dette ses bla. i værket Concurrent (2020-2021), hvor 16 kinetiske lydskulpturer, undersøger samspillet mellem akustisk og elektronisk lyd. Via performative interventioner, udforsker Julie, hvordan elektronisk lyd kan få krop og gestikulation samt hvordan et nærværende møde mellem værk, publikum og kunstner kan opstå.

Lokation: Snedkerværkstedet i Marstal, Den Grå Hal

Sille Windum

Sille Windum er tekstilkunstner og designer, og uddannet fra KADK med speciale i illustration og tekstil. Sille bruger naturens egne farvestoffer til at skabe sine tekstiler. Hun arbejder med udgangspunkt i årstiderne og forskellige områder i naturen, da forskellige årstider og områder giver forskellige udtryk og farver i værkerne. Silles inspiration er derfor rodfæstet i naturens materialer, og hendes praksis er optaget af at fortolke de farvede tekstiler i forskellige former så de kan komme tilbage til deres oprindelige sted.

Lokation: Båden, Anne Karoline

Elias Sadaq

Elias Sadaq er dansk-marrokansk digter og dramatiker fra Aarhus V. I 2019 debuterede Elias med sin selvudgivede digtsamling GADESTREGER. Med inspiration fra virkeligheden fokuserer digtsamlingen på oplevelsen af kærlighed som homoseksuel, muslimsk og minoritetsetnisk mand. Digtsamlingen blev nomineret til en Danish Rainbow Award i 2020, og Elias modtog samme år Skulderklaplegatet af Danske Skønlitterære Forfattere for digtsamlingen. I 2021 debuterede Elias som dramatiker og skuespiller i den anmelderroste forestilling Den unge Elias’ lidelser på Folketeateret i København. 

Lokation: Pop up forskellige steder på havnen i Marstal

Maria Fynsk Norup

Maria Fynsk Norup er visuel kunstner og fotograf, bosat på Ærø siden 2015. I sit arbejde anvender hun ofte selvportrættet som medium i billedernes historiefortælling, der for tiden kredser om tilværelsens melankoli, retten til at være i verden, og naturens rå poesi. Maria er oprindeligt uddannet i klassisk botanik, og inspirationen fra planteverdenen fremtræder tit i hendes værker. De seneste år har Marias arbejde opnået flere internationale anerkendelser, og hun udstiller i år bl.a. i Milano.

Lokation: Rutebilsstationen på Marstal havn

Eukene Sagues

Eukene Sagues er balletdanser ved Den Kgl. Ballet. Eukene er uddannet ved VM Dance Studio i Toulouse og har tidligere danset for Ballet du Capitole i Toulouse. For nyligt har hun koreograferet det tværkunstneriske digitale scenekunstværk, Respira, der gennem dans, musik og poesi fortæller om mødet mellem to generationer. For Eukene er ballet, og generelt bare kunst, den bedste måde at lære mennesker om følelsesmæssig intelligens, hvor vigtigt det er at vise respekt og at lære af mangfoldigheden.

Lokation: Dampskibsbroen

Maya Kareis Livingstone

Maya Kareis Livingstone er en dansk installationskunstner, der studerer skulptur på Akademie der bildende kunst i Wien. Mayas værker veksler flydende mellem performance, skulptur og installation, og derigennem skaber hun sensoriske og sansefulde rum, som udforsker det at være til i en verden. En verden, der til tider kan virke abstrakt og på grænsen til at briste.

Lokation: Vandtårnet i Marstal

Anna Ting Nissen Bech og Viljar Irtun Moe

Anna Ting Nissen Bech og Viljar Irtun Moe er begge uddannet i dans fra Universitetet i Stavanger, Faktultet for Utøvende Kunstfag i juni 2020. Anna og Viljar er optaget af, hvordan de kan bidrage til at gøre samtidsdans mere tilgængelig og attraktivt for flere, og de finder ofte inspiration i samfundsorienterede problemstillinger. Sammen har de skabt videoværket SNART DER i samarbejde med komponist og musiker, Anna Elise Sørdal Klungre og videograf, Jarl Anders Ruset Hjelle.

Lokation: Sandkajen